Erhvervskvinder ... vilje til success

Du er her: Forside Presse Artikler Pressemeddelelse, Kvindernes kampdag 8. marts 2008

QuickGuide  |  Indeks  |  Sitemap
By TWINS
& WebHouse
Pressemeddelelse, Kvindernes kampdag 8. marts 2008
 
Pressemeddelelse

Den Internationale Kvindedag d. 8. marts – eller Kvindernes Kampdag, som den også kaldes – kan snart fejre 100 års jubilæum. Kvindedagen blev stiftet på et internationalt kvindemøde i København i 1910 for at understøtte kravene om blandt andet stemmeret til kvinder og bedre forhold for arbejderklassens kvinder.

Globalt er kvinders stilling stadig skrøbelig og udsat. Men nationalt er vi godt på vej - i Danmark har mænd og kvinder lige adgang til deltagelse i den demokratiske proces med valgbarhed, stemmeret etc., lige adgang til uddannelse, samme juridiske rettigheder for at nævne nogle af de vigtigste.
På arbejdsmarkedet går det også den rigtige vej, men det går for langsomt. I netværket Erhvervskvinder.dk er vi ikke i tvivl om, at den nuværende kurs langtfra er dén, som vil give mænd og kvinder tid og plads til på samme tid at være erhvervsaktive og at være fædre og mødre. På trods af, at andelen af kvinder med høje uddannelser er på niveau med mænds, er der stadig langt flere mænd i ledende stillinger i erhvervslivet og ser man på topposter og på bestyrelsesposter i erhvervslivet, ser det helt galt ud.

Hvad mangler vi så at få opfyldt, for at vi kan tale om reel ligestilling på arbejdsmarkedet? Hvilke opgaver ligger foran os?

Først og fremmest må vi have en større accept i topledelserne af de værdier, som traditionelt kaldes kvindelige, og som er blevet kvinders varemærke og styrke, fordi det i årtusinder har været kvindernes opgave at sørge for, at de næste generationer overlevede. Værdier, som fremtidens arbejdsmarked vil have gavn af, fordi det er dem, som i udpræget grad vil blive efterspurgt af fremtidens medarbejdere.
Tydelighed, omsorgsfuldhed, empati, helhedstænkning og motiverende adfærd er nogle af de værdier, som fremtidens medarbejdere helst vil se hos deres leder, viser en undersøgelse foretaget af vikarbureauet Adecco i 2007. Vi siger ikke, at der ikke er mandlige ledere, som også udøver deres lederskab på grundlag af disse værdier, men det er stadig et fåtal, vil vi mene.

De kvindelige værdier skal have højere status og rangeres på linie med værdier som ambition, resultatorientering og handlekraftighed, der traditionelt ses som maskuline.
Men vi kommer først et skridt videre, når mændene i toppen af dansk erhvervsliv får mod til at vælge ledere, bestyrelsesmedlemmer og nære medarbejdere, som ikke ligner dem selv. Som har nogle værdier, der kan supplere deres egne til gavn for både medarbejdere og bundlinie.
Når de kvindelige værdier får en ligeværdig status, behøver vi ikke længere have diskussioner som den aktuelle om, hvorfor bestyrelserne i danske virksomheder har så få kvindelige medlemmer.
Det er nemlig i høj grad også et spørgsmål om værdier – fordi det føles trygt at vælge en person, som man går udfra har de samme værdier som en selv – fordi han har samme køn – et forhold som meget rammende kaldes rip, rap og rup-effekten.

Om ErhvervsKvinder.dk

Erhvervskvinder.dk er et fagligt og socialt netværk for erhvervsaktive kvinder på tværs af fag og brancher. Foreningen har 10 afdelinger rundt om i landet med tilsammen omkring 850 medlemmer.
Formand for Erhvervskvinder.dk’s største afdeling, Leise Passer Jensen, Erhvervskvinder København, vil gerne uddybe foreningens synspunkter vedrørende i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.